ATLAS OVER AARHUS

Dato: 20. september 2015, kl. 13:00 - 16:00

Kom med og hør, hvordan du kan være med i litteraturprojektet ATLAS OVER AARHUS, når forfatterne og projektleder Robert Skovmose Christensen fortæller om planerne for omdannelsen af Brabrand og Gellerup til poetiske kvarterer.

ATLAS OVER AARHUS er en litterær kortlægning af byen, hvor 40 danske og internationale forfattere inviteres til at skrive 365 historier om Aarhus. Teksterne udstilles de steder, de handler om. Vi startede i Øgaderne tidligere på året, hvor vi indtil videre har udgivet tolv tekster og har flere på vej.

Fra efteråret 2015 vil forfattere skrive om konkrete steder og lokaliteter i Brabrand og Gellerup – om gadehjørner, huse og ikke mindst de mennesker, der bor i området. Teksterne bliver herefter udgivet de steder, de handler om – bl.a. på byens husgavle, fortove og som ordbænke rundt om Brabrand Sø. Så hvis du har en gavl, et fortov til en bænk eller andre ideer til hvordan vi kan få litteraturen ud i byrummet, så meld dig på banen til arrangementet.

Indtil videre har forfatterne skrevet om: Eskelund, Rugholm, Brabrand Sø, Engdalskolen, Hans Broges Bakker, Gellerupparken, Biblioteket, Hejredalsvej, City Vest, Silkeborgvej, Stenbækvej, Hovedgaden, Sdr. Aarslev Kirke og den nu nedlagte Brabrand station. Hvis du har kontakter disse steder, hører vi gerne fra dig.

Projektets forfattere er Christian Haun, Svend Åge Madsen, Louis Jensen, Carsten René Nielsen, Louise Juhl Dalsgaard, Thøger Jensen, Hanne Højgaard Viemose m.fl.

Til arrangementet kan du møde flere af projektets forfattere, når de giver en forsmag på de originale værker, der vil være med til at gøre Aarhus til litteraturens by.