FORFATTERE FRA MELLEMØSTEN

Dato: 27. august 2006, kl. 00:00

Litteraturen på Scenen har gennem foråret og sommeren deltaget i planlægningen af det litterære program for festivallen Images of the Midle East og præsenterer i samarbejde med Kulturhus Århus følgende litterære program i Globus 1, Gellerupparken.

Stemmer fra Mellemøsten

Nutidens mellemøstlige forfattere har en dobbelt rolle. Dels viderefører han/hun den litterære og æstetiske udvikling og tolker menneskelige og sociale sammenhænge. Dels repræsenterer forfatteren ofte kampen for tankefrihed, ytringsfrihed, politisk demokrati og individets rettigheder. Images of the Middle East byder i Århus på et varieret litteraturprogram med flere forskellige forfatterindslag og på mange forskellige litterære temaer. Her er det blandt andet muligt at opleve forskellige former for oplæsninger - litteratur/musik og debataftener, hvor forfatterne går i dialog med publikum. Alle litteraturarrangementerne for voksne vil foregå med en herboende forfatter fra Mellemøsten, en forfatter fra Mellemøsten samt en dansk forfatter.

 

PROGRAM

Torsdag den 24. august: Yassin Adnan, Peter Laugesen og Rashid El-yachi
Yassin Adnan (f. 1970 i Marokko) har modtaget flere litteraturpriser for sin poesi, han skriver noveller og artikler, og hans digte udgives i engelsk oversættelse i det engelske kulturtidsskrift Banibal. Peter Laugesen (f. 1942 i København) og oprindeligt uddannet typograf. Han debuterede med digtsamlingen Landskaber i 1967 og har siden da produceret adskillige digtsamlinger og artikler. Peter Laugesen bor i dag i Brabrand ved Århus. Peter Laugesen har siden 1997 været medlem af Det danske Akademi og han sidder i Nordisk Råd. Rashid El-yachi, dansk palæstinensiske digter bosiddende i Gellerup. Han vil blandt andet læse et digt skrevet til Images of the Middle East i Århus: "Taknemlighed", som er en hyldest til Danmark .

Sted: Globus1, Gudrunsvej 3A, Gellerupparken, 8220 Brabrand
Tid: 24. august kl. 19.00 - 22.00
Fri entré

Mourid Barghouti og Nabil Souleiman er nogle af de forfattere, hvis stemmer kan høres i litteraturprogrammet til Images of the Middle East i Århus.

Fredag den 25. august: Nabeel Souleiman, Christian Haun og Monzer Bahani
Aftenen starter med et modeshow af ANAT tekstil fra Syrien - hvorefter litteraturprogrammet starter.

Nabeel Souleiman (f. 1945 i Syrien) er både novelle og romanforfatter og en stor del af hans forfatterskab er blevet oversat til bl.a. russisk, spansk og persisk. Derudover har han skrevet litteraturkritik, en filmhistorie og et filmmanuskript. Han skriver med en stiliseret, lettere arkaisk tone, hvor træk fra folkelitteraturen forenes med en underliggende kærlighed og humor i en moderne blanding. Hans seneste roman ”Nattens skridt… Dagens skridt” udkom i 2005. Christian Haun (f. 1974) debuterede i 1999 med "Naut". Christian Haun har skrevet fem romaner og i 2002 fik han Gyldendals boglegat. Monzer Bahani. Dansk-palæstinsisk digter fra det forfattermiljøet i Gellerup. Under Images of the Middle East er et af hans digte udvalgt som "Månedens digt" i århus Sporvejes bybusser.

Sted: Globus1, Gudrunsvej 3A, Gellerupparken, 8220 Brabrand
Tid: 25. august kl. 19.00 - 22.00 (Modeshowet starter kl. 19.00)
Fri entré

Lørdag den 26. august: (Mourid Barghouti) Peter Laugesen, Henning Mortensen og Rachid El-yachi
Mourid Barghouti blev født i 1944 i Palæstina. Barghouti har gennem flere år været den førende digter i Palæstina. Hans poesi er eksperimenterende og original med en helt personlig tone og stemme. Mourid Barghouti har meldt afbud til festivalen pga. sygdom. Han erstattes af Peter Laugesen, som vil læse nogle af Barghoutis digte op.
Henning Mortensen (f. 1939 i Esbjerg) har udgivet en hel del romaner (herunder kriminalromaner), digt- og novellesamlinger. Han færdiggjorde i 2000 det 10. og sidste bind i romanrækken om Ib Nielsen fra Horsens.

Sted: Globus1, Gudrunsvej 3A, Gellerupparken, 8220 Brabrand
Tid: 26. august kl. 19.00 - 22.00
Fri entré

Søndag den 27. august: Miral al-Tahawy og Nina Rasmussen
Miral al-Tahawy (f. 1968 i Egypten) tilhører en beduinfamilie fra Sharqiyaprovinsen. Al-Tahawy skriver om kvinders vilkår i beduinmiljøet med vægt på temaer som identitet, individ, kærlighed og sociale forhold. Hendes sprog har en lyrisk tone og hendes fortællinger indeholder symbolik, elementer fra folkesagn og landskabsbilleder. Flere af hendes romaner er oversat til engelsk, tysk og fransk. Al-Tawany er til dagligt underviser i arabisk litteratur ved universitetet. Nina Rasmussen har i 25 år rejst på motorcykel gennem det meste af verden og fortæller om sine erfaringer herfra igennem foredrag.

Sted: Globus1, Gudrunsvej 3A, Gellerupparken, 8220 Brabrand
Tid: 27. august kl. 19.00 - 22.00
Fri entré

Entré: Fri entré