KINESERNE KOMMER!

Dato: 26. april 2004, kl. 00:00

Der er langt mellem Kina og Danmark. Men selvom den geografiske afstand er stor, så kan de to landes kulturer godt bringes tættere sammen. Målet for Kinesisk Poesi-festival 2004 var en gensidig respekt og lige-værdig dialog mellem kinesiske og danske digtere, der rakte ud over de myter og fordomme, hvormed Kina ofte præsenteres i vestlige medier. På Kinesisk Poesifestival 2004 fik danskerne en mulighed for at møde de kinesiske digtere live og selv få mulighed for at danne sig et indtryk af moderne kinesisk poesi. For de kinesiske digtere vil det at komme til Danmark og møde danske kolleger være med til at give ny inspiration. Håbet var, at mødet mellem danske og kinesiske digtere kunne skabe større forståelse for de to kulturer, og at det ville åbne nye veje for litteraturen i begge verdener.

Der varfri entré til arrangementet.

Oplæsningen arrangeredes af Kinesisk Poesi Festival i samarbejde med Litteraturen på Scenen.

 

PROGRAM

Yin Lichuan (f. 1973) er både romanforfatter og digter og besidder en særlig evne til at betage sit publikum. Yin Lichuan er en personliggørelse af Kinas nye kvinder, hun er ung, letlevende, smart.

At hun er kvinde, en glimrende oplæser og stor provokatør har gjort hende til en af gruppen 'Underkroppens' fremmeste fortalere. Hun har blandt andet deltaget i litterære festivaler i Sverige i 2002 sammen med digteren Yu Jian.

Yin Lichuan er storbydigter og beskriver livet i et nyt Kina, et Kina, der i meget høj grad fokuserer på det at tjene penge. Yin Lichuan er ikke blot blevet kendt for en litteratur der er provokerende, grænsende til det obskøne, eller i kraft af at hun er en smuk, ung kvinde.

Hendes poesi har også ganske åbenlyse litterære kvaliteter. Først og fremmest er der hendes sans for brugen af rytmer, gentagelser, sprogets musik. Dernæst kommer hendes kølige fremstilling af hverdagsscener, der fordrejes i det absurde. Hendes sikre sans for stil og fremtoning har gjort hende til en af de mest betydende skikkelser i ny kinesisk poesi i dag.

Xi Chuan (f. 1963) underviser i engelsk og klassisk kinesisk på Central Academy of Fine Arts i Beijing. Xi Chuan er både digter, essayist, dramatiker og oversætter. Han har især gjort sig bemærket med en række lange prosadigte, heriblandt Ørnens tale (Ying de huayu), der gengives i et lille uddrag herunder. Xi Chuans status som en af Kinas største digtere i dag afspejles af, at han i 2002 modtog den prestigefyldte Lu Xun litteraturpris.

Xi Chuans spirituelle poesi er af flere kritikere blevet set som et modspil til den kommercialisering, der er sket i Kina de seneste år. Xi Chuan ser digteren som en betragter, der lever i kanten af samfundet. Det gør ham til en helt anderledes digter end Yu Jian, som netop forsøger at placere sig i samfundet. Hvor Xi Chuan betragter digterens marginalisering som en naturlig konsekvens af hans erhverv, ser Yu Jian digterens marginaliserede position som et udslag af intellektuelle digteres 'verdensfjerne' værker, der har gjort folket fremmed for poesien.

Yu Jian bevæger sig ned i det moderne mekaniserede samfund for her at finde menneskelighed, mens Xi Chuan nærmere trækker sig bort fra det automatiserede samfund, for at finde menneskeligheden. Xi Chuan skaber en sproglig virkelighed med sine lange digte, der referer til mange forskellige tekster både fra den klassisk kinesiske og den klassisk europæiske litteratur. Xi Chuan tror på, at digteren kan gøre en forskel med sine ord. Han tror på digtets og digterens kraft, og hans forhåbninger til denne skaberevne synes næsten religiøse.

Zhai Yongming (f. 1955) blev sendt på landet for at 'lære af bønderne' de sidste to år af Kulturrevolutionen. Zhai Yongming har en universitetsgrad i kommunikations-teknologi. I 1984 udkom hendes digtsuite "Kvinde" (Nüren), der blev startskuddet på en debat om 'kvindepoesi' i Kina.

I starten af 1990'erne tilbragte Zhai Yongming næsten to år i USA sammen med sin mand, billedkunstneren He Duoling, men i 1992 vendte de tilbage til Chengdu.

Zhai Yongming er moderen til den post-maoistiske poesi. Hendes digtsuite Kvinde blev startskuddet til en debat om såkaldt 'kvindepoesi' i Kina, og det er først og fremmest for dette digt, hun er blevet kendt.

Zhai Yongmings tidlige digte var både idealistiske, alvorlige og koncentreret om individet, et fokus mange af hendes generation har haft. Men tiden omkring 1990 skulle blev et vendepunkt i Zhai Yongmings karriere.

Årene i New York var ikke videre produktive for Zhai Yongming. De bekræftede hende i, at hendes rødder var bundet til det kinesiske sprog og den kinesiske virkelighed. Hun ville aldrig kunne begå sig ordentligt på et fremmedsprog og opgav derfor helt at bruge tid på det engelske sprog.

Det var denne erkendelse, der fik hende til at vende tilbage til Chengdu. Alligevel gav opholdet i udlandet ny inspiration. Hendes værker fra 1990'erne er mindre selv-refleksive og idealistiske, mere objektive, beskrivende og udadvendte.

Hun har ikke promoveret sig selv i de mange kampe, der har været i den kinesiske litteratur, men har holdt sig i til sin hjemstavn, Chengdu i det vestlige Kina. Hun forbliver et stykke fra det kogende centrum både i fysisk forstand og med sin kølige distance til de fortløbende litteratur-debatter i Kina.