LIPS & Debutanterne!

Dato: 23. marts 2019, kl. 16:00 - 18:00
Sted: LYNfabrikken

Entré: 40 kroner (kontant eller mobile pay)

Andreas Eckhardt-Læssøe
Det skal nok gå er en bog om tilbedelse og distribueret intelligens, om indsamling og organisering og om at være flere. Om natur og sorg og tro. I bogens første del undersøges intelligensens grænser i en oversættelse af dokumentarfilmen The Secret Life of Plants til poesi.

Der opstår omkvæd ud af mulige øvelser i bogens anden del. Det er en rituel skrift, men den aflyser ritualets kausalitet, hvilket gør ritualet til en åbning mod omverdenen og mod et hinanden, et kollektiv der vokser frem.

I den sidste del udvider stemmen sig og taler fra mange positioner, med mange temperamenter, indefra og rundt om et omformeligt fællesskab, men først efter at være defineret i et jeg, der oplever et tab, en sorg, og tænker over denne sorg som et hul, en åbning. De nye fællesskaber prøver at skabe forbindelser mellem kroppe, omgivelser, følelser og landskaber.

Andreas Eckhardt-Læssøe (f. 1989) er oversætter og kritiker og cand.mag i litteraturvidenskab. I regi af OVO press har han tidligere oversat Kosmisk pessimisme af filosoffen Eugene Thacker. Det skal nok gå er hans debut som digter.

Joakim Vilandt
Uddannet på Forfatterskolen 2014-2016, Han studerer nu på musikvidenskab på Københavns Universitet. Han debuterede i august 2017 med CASSANDRA, en samling af fem korte bøger skrevet i et anakronistisk særsprog. For debuten vandt han Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2018.

Joakim er udkommet flere gange i Hvedekorn, og han står også i bl.a. Texas Longhorn, Reception og i mosaIKK. I mosaIKK både et digt og en artikel om post-rock og ambiente musikteknikker. Er også udkommet med en artikel om "de-ekspressivisering i rock" i musikvidenskabs Omlyd 4. Han har desuden bidraget til antologierne Her er DK og Epoché (Læsø Litteraturfestivals antologi). Hans digte blev udstillet til kunstudstillingen Poetry Will Be Made By All i 2014 Zürich, hæftet kan læses online her.

Emma Bess
Bachelor i filosofi og litteraturhistorie, Aarhus Universitet. Uddannet fra Forfatterskolen i 2015.
Debut med novellesamlingen ”Mødre, døtre, søstre”, Rosinante, 2018. For debuten vandt hun Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2018.

Hovedpersonerne i Emma Bess’ novellesamling ”Mødre, døtre, søstre” fra 2018 er alle piger og unge kvinder i forskellige faser af livet. Glimt af samhørighed og intimitet i de tætte relationer men også ensomhed og længsel efter hinanden præger tematisk debutbogen, som i sin form kombinerer genkendelig hverdagsrealisme med indre monologer, sansebeskrivelser og poetisk billedsprog.