LIPS på LYN

Dato: 11. april 2018, kl. 19:00
Sted: LYNfabrikken

LIPS præsenterer tre bogakutelle forfattere på LYNfabrikken:
Lars Skinnebach, Peter Højrup og Theis Ørntoft!
Entré: 30 kroner
Vært: Mads Mygind

Lars Skinnebach (født 1973), digter. Debuterede i 2000 på Gyldendal med digtsamlingen Det mindste paradis. Senere fulgte digtsamlingerne I morgen findes systemerne igen (Gyldendal 2004) og Din misbruger (Gyldendal 2006). I 2001 udkom essaybogen eller temafortællingerne Kærlighed til fædrelandet var drivkraften på Gyldendal, skrevet sammen med Jeppe Brixvold, Lars Frost og Pablo Llambías.
Lars Skinnebach har bl.a. modtaget Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi og (2004), produktionspræmie fra Statens Kunstfond (2004) og Gyldendals Boglegat (2005). Lars Skinnebach var elev på Forfatterskolen 1994-1996 og redaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port 2003-2005. Han bor på Fanø og underviser nu på Forfatterskolen og på FGK (Forfattergrundkursus) i Esbjerg.

SENESTE UDGIVELSE, TEOTWAWKI
Teotwawki er et prepper-begreb og en forkortelse for The End of the World as We Know It. Lars Skinnebachs digtsamling består af en række suiter, der handler om tiden før og efter den store økologiske ned-smeltning.

Peter Højrup (f. 1974) debuterede som forfatter i 2001 med Så vil jeg hellere være en sø. Efterfølgende er udkommet En hjelm af gyldne kviste(2004), Under det kogende hav (2007) og Island(2014).
I 2017 er Peter Højrup aktuel med romanen Til stranden.
SENESTE UDGIVELSE, TIL STRANDEN
På den tyrkiske ø Bozcaada holder tre gamle kollektiv-venner ferie. Linn og Hermann har deres tre børn med, Ib er alene, men optaget af stedets kok, mens Betty, som den eneste udeforstående, venter på sin noget ældre kæreste, Ernst, der også engang var en ubrydelig del af kollektivet. Alle venter de med indestængt og længselsfuld energi, mens den sitrende varmedis svæver over dem.

Theis Ørntoft: Theis Ørntoft (f. 1984) gik på Forfatterskolen fra 2007 til 2009. Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen YEAHSUITEN. For den modtog han Danmarks største debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, og digtsamlingen var også indstillet til Montanas Litteraturpris 2009.
I 2014 var Theis Ørntoft aktuel med sin anden bog, den anmelderroste DIGTE 2014. Også for den blev han tildelt en pris: Michael Strunge-Prisen 2014, ligesom digtsamlingen var nomineret til Politikens Litteraturpris og Læsernes Bogpris 2014 - og var indstillet til den prestigefyldte amerikanske pris The Pushcart Prize.
I marts 2018 udkommer Theis Ørntoft med sin første roman, SOLAR - et moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Og en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.
SENESTE UDGIVELSE, SOLAR
“Når mennesket om ikke så forfærdelig længe er forsvundet igen fra planetens overflade, vil krybdyrene vende tilbage, de vil stige op til dominans som om intet var hændt, vi var blot et vindstød, mærk jer mine ord ... ”
SOLAR begynder, da den unge sortseende økodigter Theis begiver sig ud på en vandretur ned ad Hærvejen. Undervejs gør han status over en verden fuld af velfærdsvæsener, pakket ind i privilegier og tryghed. Ingen gør noget ekstremt. Ingen ønsker at ændre noget. Ingen går amok.
Så lader Theis sig falde – ned gennem systemerne, kulturen og sindet.
SOLAR, der er forfatteren Theis Ørntofts debutroman, er et moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Den er en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.