Lyd+Litteratur Festival 2012

Dato: 17. april 2012, kl. 20:00

Lyd+Litteratur er en festival i spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst.

Festivalen blev grundlagt i 2002 og arrangeres af Musiktidsskriftet Geiger og Litteraturen på Scenen.

Oplev blandt andet Alessandra Eramo (DE/IT), Jomi Massage & Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ghost Flute & Dice, Viggo Madsen & Basiru Suso, Pablo Llambias & Wazzabi, Preslav Literary School (UK/DE), Mute Swimmer (UK), Cia Rinne, Peter Laugesen & Singvogel, Rasmus Graff/Tobias Kirstein/Johns Lund, med mange flere.

Aftenens program

Basiru Suso & Viggo Madsen (MALI/DK)
Dennis Agerblad (FO) sings Tóroddur Poulsen
Ghost Flute & Dice

Basiru Suso & Viggo Madsen
Basiru Suso & Viggo Madsen (MALI/DK) er samarbejdet mellem en af landets mest underfundige lyrikere, Viggo Madsen, og Basiru Suso, der mestrer det berømte 21-strengede afrikanske instrument koraen. I forbindelse med festivalen udgiver de sammen albummet En flodhest går om hjørnet, hvor Madsen læser digte op om en godmodig flodhests liv og levned, smukt og levende akkompagneret af Susos dansende kora.

Dennis Agerblad
Dennis Agerblad (FO) er måske kendt fra det eksperimenterende queerkunstkollektiv DUNST og Dennis Agerblad Band. Han udsendte sidste år i eget navn albummet Sproghoved/Málhøvd, hvor han tager musikalsk livtag med en af færøernes helt store digtere: Tóroddur Poulsen. Samtidig arbejder Agerblad med både det færøske og det danske sprog i et udtryk, der undersøge det at være ude og inde, både i sproglig, geografisk og identitetsmæssig forstand.

Ghost Flute & Dice
Ghost Flute & Dice er navnet på et bemærkelsesværdigt projekt af komponist og pianist Mikkel Almholt, der tager udgangspunkt i klaverets klang – som det lyder, når det forstærkes og sendes gennem sitrende effektpedaler. Ghost Flute & Dice udsendte sidste år den roste debutudgivelse Music for Amplified Piano – en dybt interessant ny, forstærket og fængende kompositionsmusik. Almholt har specielt til Lyd+Litteratur 2012 komponeret et helt nyt værk, der ud over det forstærkede klaver vil arbejde med poesi fra Johannes L. Madsen (læst op af Peter-Clement Woetmann) og Gertrude Stein. Værket er blevet til med støtte fra Statens Kunstråds komponistordning.