LYD+LITTERATUR PÅ SPOT

Dato: 25. maj 2010, kl. 15:00

Igen i år har Lyd+Litteratur-festivalen en scene på SPOT Festivalen. Lørdag den 22/5 præsenterer Geiger og Litteraturen på Scenen i samarbejde med SPOT Festivalen fire koncerter på SPOT: Frodegruppen 40, Band Ane, Mette Moestrup + Stellarsound og Song for Wendy. Koncerterne er en del af SPOT Festivalen, og en billet til SPOT Festivalen giver adgang til de fire koncerter - se mere om billetpriser på www.spotfestival.dk

FRODEGRUPPEN 40
På den danske spoken word-scene har Frodegruppen 40 siden 2001 stået som et af de mere aparte indslag. Gruppen består af forfatteren Jens Blendstrup og et band, der kaster sig ud i alskens genrer bag frontmandens fremførelser af tekster, som tangerer det groteske. Musikalsk spænder gruppen på sit seneste udspil, ”Du Ligner Noget Fra En Pejs” fra 2008, lige fra dansktop over jazz, country og electronika til punk og metal.

SONG FOR WENDY
Song For Wendy er det nyeste samarbejde mellem sanger/sangskriver Mads Mouritz og den islandske sangerinde Dísa. Bag den stilfærdige titel gemmer sig en række fortolkninger af digte fra antologien ”Poem for the Day”, som er samlet af den elskede engelske lyriker Wendy Cope. Teksterne (som kredser om kærligheden og stammer fra 1700- til 1900-tallet) forvandles af duoen til nøgne og romantiske duetter.

BAND ANE
Den århusianske elektronicakunstner Ane Østergaard, bedre kendt som Band Ane, debuterede i efteråret 2006 med det meget roste album ”Anish Music”. Et album, som blev fulgt op af stribevis af koncerter i ind- og udland. I 2009 udkom det roste dobbeltalbum ”Anish Music Too & Free”, hvis eksperimenterende musikalske udtryk blandt andet består af et sammensurium af melodisk electronica, spoken word, feltoptagelser og dub.

METTE MOESTRUP + STELLARSOUND
Digteren Mette Moestrup, der blandt andet er kendt for digtsamlingen ”Kingsize” og collageromanen ”Jævnet med Jorden”, optræder sammen med Stellarsound, der sætter beats og lydcollager til Moestrups lyrik.

 

PROGRAM

15:00 Song for Wendy, Musikhuset Århus, Lille Sal
15:45 Mette Moestrup + Stellarsound, Musikhuset Århus, Lille Sal
16:30 Bane Ane, Musikhuset Århus, Lille Sal
21:30 Frodegruppen 40, Filuren, Musikhuset