LYD+LITTERATUR

Dato: 12. august 2002, kl. 00:00

"Lyd+Litteratur”-festivalen fokuserede på krydsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst. Intentionen med festivalen var at hive litteraturen ud af sine vante rammer og give den lov til at udfolde sig på andre betingelser, end den højtidelighed lyrikoplæsninger meget tit tillægges. Hvad sker der i sammenstødet mellem det skrevne ord og en kunstart som musikken, som ofte opfattes som mere sanselig og umiddelbar i sit udtryk. Hvad er det, der sættes i bevægelse, når grænseområderne mellem litteraturen og et musikalsk udtryk enten akkompagnerer eller udfordrer hinanden og når det gennemreflekterede skrevne eller talte ord støder sammen med en række improviserede rytmiske lyde. Eller når det performative element, der konstituerer mange musikkoncerter, bliver en del af forfatterens udtryk i en oplæsningssituation.

Festivalen bød på optrædender fra Alejandra & Aeron (USA/Spanien), Martin Hall, Bo hr. Hansen, Christian Yde Frostholm & Hans Sydow, MC Jabber & DJ Tobi (Blue Foundation), Gordon Inc., Singvogel & Peter Laugesen, Limp, Manual, Niels Lyngsø, Orfeus & Carsten René Nielsen, Ursula Andkjær Olsen, Pussyland Connection m. Henrik List og Jokeren (Den Gale Pose), Lone Hørslev Rasmussen og Lars Skinnebach.

"Lyd+Litteratur” var støttet af Århus Amt, Århus Kommune og Litteraturrådet og fandt sted 12. – 16. august 2002 på Musikcaféen i Århus.