Oplæsning i Paradis #19

Dato: 25. februar 2015, kl. 21:00

FACEBOOK

OPLÆSNINGSAFTEN I PARADIS MED TRE FORFATTERE FRA FORLAGET ANTIPYRINE!

+ BOGRECEPTION FOR LASSE KROG MØLLERS LAMINAT – EN BIBLIOTEKSHISTORIE
-----------------------------------------------------

Pris: 30 kr. <<<<<<<<<<<<< !

(Billetter kan ikke reserveres, men skal købes enten online på paradisbio.dk eller i biografen. Denne praksis giver flere gæster mulighed for at deltage og de lange køer undgås på selve dagen.)

................................................................
KENNETH JENSEN
Kenneth Jensen er dobbeltaktuel: Han udgav i slutningen af sidste år digtsamlingen Konventionel drift (Ovo Press), og er nu hyperaktuel med den længe ventede roman Tragedie plus tid (Antipyrine), der udkommer 12. februar.

Forlaget skriver: Romanen er en kortlægning af et agrart arbejdsmiljø, primært et dambrug og et slagteri, samt mere private, familiære rum. Gennem erindringer om mennesker og situationer gengives billeder og samtaler fra et samfund præget af foruroligende afstande og paradokser.
Tragedie plus tid består af en række tekster, der hver for sig, i koncentreret form, bestræber sig på at gengive direkte og ærligt, men med bevidstheden om en større kompleksitet på den anden side af de enkelte rum; traktorens førerhus, kantinen, skærestuen, vakuumpakkeriet.
Flere personer og spor forbinder sig på kryds og tværs af romanen der kredser om de genkommende temaer; familie, arbejde, klasse, manderoller, konventioner, feminisering, religion og politik.
Kenneth Jensen (f. 1972) debuterede i 2010 med digtsamlingen Kanin Kanin og har siden udgivet tre bøger.

Læs mere her: http://kennethjensens.blogspot.dk/

CHRISTOFFER UGILT
Christoffer Ugilt debuterede sidste år med den konceptuelle poesimaskine Individ i fællesskab.

Individ i fællesskab er skrevet af et computerprogram, som det seneste år har høstet overskrifter, der begynder med henholdsvis "jeg" og "vi" fra de danske nyhedsmedier. Disse overskrifter er samlet i to fortløbende tekster, der kan læses side om side.
I bogen kan læseren panorere hen over årets store og små begivenheder, genlæse overskrifterne fra den restløse nyhedsstrøm, som vi aktivt eller passivt modtager alle årets 365 dage. På "Vi"-siden kan man f.eks. læse den fortløbende diagnosticering af folket, om mysteriet MH370, om krige i Irak, Syrien, Palæstina, Ukraine, om levestandarden i Danmark anno 2014 og angsten for flygtninge. På "Jeg"–siden (enkeltperson/individ) kan man læse om nyerklærede homoseksuelle, Lars Løkkes tøjkrise, Helles Thornings skattepapirer, SF's udmelding af regeringen, utallige kendisser, der indrømmer, at de ikke lever op til et givet ideal, depressioner, forbrugerisme, overgreb og kærlighed. Alvoren og fremskrivning af katastrofen præger "Vi"–siden og står i skærende kontrast til "Jeg"–sidens dramaturgi, der kører på indignation og sensation.
Bogen er skrevet af den debuterende forfatter Christoffer Ugilt, en af vor tids konceptuelle kosmonauter, der er steget ud af elfenbenstårnet og ind i kontroltårnet, hvor han har udtænkt rammerne for programmet Individ i fællesskab, som datalog Troels Ugilt efterfølgende har programmeret.

Læs mere her: http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE2515246/konceptdigte-forener-paa-fornemste-vis-komik-og-politik/

NIKOLAJ ZEUTHEN
Nikolaj Zeuthen udgiver senere på året en digtsamling på Antipyrine.

Nikolaj Zeuthen er en kunstner som opererer i en lang række genrer; han har således udgivet digtsamlinger, en tegneserie, en roman, en novellesamling, et drama, og flere plader som tekstskriver og forsanger i gruppen Skammens Vogn. Med sidstnævnte spillede han i 2014 på Roskilde, og gæster i år SPOT Festival. Han har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Derudover er Zeuthen uddannet PHD i semiotik.
Nikolaj Zeuthen siger om sig selv: ”Jeg er født i 1977 Cambridge, England. Opvokset i Sorgenfri og Brede. Bor i dag på Frederiksberg. Jeg har skrevet altid. I skolen nogle meget lange fortællende stile og derhjemme referater af de fodboldkampe jeg spillede i den lokale fodboldklub. På universitetet fik jeg en kammerat som mente jeg var dansk litteraturs bedst bevarede hemmelighed, og efter 10-12 afslag her og der blev jeg coachet af Mathilde Walter Clark og kom endelig ind på et forlag, Samleren. Jeg skulle forestille mig jeg var Picasso, sagde hun. Temaer i mit forfatterskab er forholdet mellem det barnlige og det voksne samt Jesus og fremtiden. Jeg har prøvet at lave research, men det går altid i fisk. Jeg arbejder ved at skrive meget og smide 95% i skraldespanden. Jeg er optaget af at lave ting der fremstår friske og interessante for mig selv, og jeg arbejder i alle genrer, også med tegning og musik. At skrive er altid personligt for mig, men det er samtidig en måde at gennembryde det på og nå frem til det der er på den anden side. Man skriver for at komme bag på og måske endda ødelægge sit eget træge jeg.”

Læs mere her: http://politiken.dk/kultur/fokus/festivaler/ECE2279200/skammens-vogn-der-er-altid-en-der-graeder-i-oeveren/
Og her: http://litteraturnu.dk/gaatur-haven-efter-syndefald-nikolaj-zeuthen-slavedrengen-miku/

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Bogreception med portvin, cerutter og bolcher

– introduktion ved bibliotekar Dorthe Larsen

Laminat – en bibliotekshistorie
af billedkunstner Lasse Krog Møller
udgivet af *[asterisk] & Antipyrine, 2015
Bogen arbejder i forlængelse af udstillingen med samme navn Laminat - en bibliotekshistorie, hvor Lasse Krog Møller udførte en omfattende intervention og kortlægning af noget så dunkelt som en bibliotekskælderen under Åby Bibliotek.
Bogen indeholder envidere bidrag af: Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm, Rasmus Graff, Mathias Kokholm, Dorthe Larsen, Inga Krog Møller, Benjamin Møller og Morten Søndergaard

_________________________________________
NB: FORFATTERNES BØGER VIL VÆRE TIL SALG PÅ AFTENEN. MEDBRING KONTANTER!