Oplæsning i Paradis #34

Dato: 28. september 2016, kl. 20:00

Peter Laugesen (f. 1942) er en dansk digter og dramatiker. Han havde sin debut med digtsamlingen Landskab i 1967. I 1992 modtog Peter Laugesen Det Danske Akademis Store Pris. Fra 1997 har han været medlem af Det Danske Akademi. I 1985 modtog han Beatrice Prisen. Peter Laugesen har optrådt sammen med Mindspray, Singvogel og Christian Vuust og udgivet CD'er sammen med dem. Han bidrager tillige med medie- og samfundskommentarer i især Dagbladet Information.
Peter Laugesen har en ydmyg, anarkistisk tilgang til sin skriftpraksis, der har dybe rødder i beatgenerationen, inspireret af af forfattere som Allen Ginsberg,Jack Kerouac og William Burroughs: Alt skal med, synes at være det erklærede mål og varemærke; det skønne og det grimme kan ikke adskilles, men betinger hinanden.
Han er aktuel med digtsamlingen Brev til en maler.

Rasmus Nikolajsen (f. 1977) brød igennem med debuten Digte om lidt (2000) og har siden udgivet blandt andet Socialdemokratisk digt, som blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Rasmus Nikolajsen har desuden udgivet romanen: I Athen (2009) og novellesamlingen: Den ulykkelige boghandler(2012).
Rasmus Nikolajsens forfatterskab er præget af fri leg med sprog og grammatik. Digteren, der debuterede i 2000, eksperimenterer med sproglige regler, men sætter samtidig ofte teksterne ind i sin egen stramme systematik med f.eks. et bestemt antal linjer eller stavelser. Et centralt træk for Rasmus Nikolajsen er, at han remix’er ældre tekster, sange, talemåder mv. og på den måde skaber en lyrisk collage, hvor ordene får en ny mening, fordi de sættes i en ny ramme. Han er aktuel med digtsamlingen Tilbage til unaturen.

Lea Løppenthin debuterede med digtsamlingen Nervernes adresse, og har senest udgivet digtsamlingen Marts er bedst på forlaget OVBIDAT. Om hendes kommende bog skriver hun selv:
Dramaet udspiller sig i San Francisco, hvor Ingeborg, Klara, Sophie, Juan, Thomas og ikke mindst Andy, bor. En tragisk begivenhed får koret til at blande sig i menneskenes liv, og dét viser sig at være til alles bedste. Herefter følger en kort dannelsesroman og et brev. Alt i alt en gruopvækkende, smuk og morsom fortælling om kærlighed, vrede og panser. Der er illustrationer udenpå og indeni bogen af Halfdan Pisket. Udkommer medio november 2016!