Reception for antologien Teksten er til at tale om

Dato: 16. februar 2016, kl. 20:00

"Teksten er til at tale om" udspringer af et nordisk seminar om skriveundervisning, som blev afholdt på Testrup højskole for et par år siden. Der er bidrag af bl.a. Per Aage Brandt, forfatter og medstifter af Forfatterskolen i København, den norske forfatter og tidl. forfatterskolerektor i Bø, Eldrid Lunden, Gunnar D Hansson, forfatter og stifter af forfatterskolen Litterär gestaltning i Göteborg, Niels Frank, tidl. rektor på Forfatterskolen, Ingmar Lemhagen, stifter af Nordens Författerskola Biskops Arnö og mange flere. Bogen har også transskription af en Master Class-tekstlæsning med et panel bestående af forfatterskolelærere fra Norge, Sverige og Danmark!

Pablo Llambìas, forfatter og tidl. rektor for Forfatterskolen, og Christian Dorph, forfatter og skriveunderviser på Testrup højskole, fortæller om skriveundervisningens historie i Skandinavien, om de forskellige traditioner der er for f.eks. tekstlæsning i de nordiske lande, og hvad fødekæden og skrivekurser og forfatterskoler har betydet for litteraturen og den litterære dannelse.

Vi byder også på en forfriskning, øl, vin eller vand. Gratis adgang.