Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Permanent Poesi

11. juni 1998- 00:00

Om aftenen den 11 juni 1998 fyldte digter-stemmer og lyskunst den gamle badeanstalt, Den Permanente, i Århus. Efter flere års forfatteroplæsninger med fyldte huse rykkede Litteraturen på Scenen ud under den åbne himmel. Poesien blev sluppet løs i et usædvanligt og multiæstetisk lyrikarrangement, som var det første af sin art i Danmark. Tua Forsström, Christian Dorph, Pia Tafdrup, Carsten René Nielsen, Pia Juul, Merete Torp og Lene Henningsen læste op med lysinstallationer, stranden og havet som en anderledes kulisse.
Under og mellem oplæsningerne fyldte ord og bogstaver vandoverfladen. Udvalgte digte fra de otte digteres forfatterskaber projiceredes med lys på vandet, og efterhånden som tusmørket sænkede sig, samlede digtene sig til en omskiftelig, fælles tekst. Den visuelle del greb ikke ind i de enkelte digteres optræden, men tilføjede den en ekstra dimension. Det var det talte og det skrevne ord, der mødtes, men også det permanente og det flygtige.

For installationerne og tekstudvalget stod arkitekten Birgitte Katborg Laursen og forfatteren Christian Yde Frostholm.

Aftenen blev efter midnat afrundet af Peter Laugesen og bandet Mindspray, der sendte de sidste digte og toner ud over havet.

Læs mere om Permanent Poesi’s visuelle del: http://www.cyf.dk/permanent/home.html

Detaljer

Dato:
11. juni 1998
Tidspunkt:
00:00