Joumana Haddad fra Libanon og Shadi Angelina Bazeghi indtager sammen med Peter Laugesen scenen med en litterær performance i Århus Kunstbygning.
Joumana Haddad er en anerkendt forfatter i hjemlandet Libanon, og hendes bøger er tillige oversat til en række europæiske sprog. Joumana Haddads oplæsning af egne digte er en enestående og æstetisk nydelse, som hun denne aften vil præsentere sammen med den unge forfatter Shadi Angelina Bazeghi, der har oversat hendes digte til dansk i forbindelse med arrangementet.
Shadi Angelina Bazeghi, der har bidraget til flere antologier og oversat arabisk litteratur til dansk, dimitterede fra Forfatterskolen i 2007 og vil denne aften læse op fra et langdigt om de (ube)kendte størrelser; livet, døden og kærligheden.
Peter Laugesen har en markant stil, en praksis fra et mangeårigt og stort værk, en særlig poetisk stemme i skrift såvel som i performance, der ofte sættes i forbindelse med den amerikanske beat-tradition. Peter Laugesen læser bl.a. op af nyskrevne digte fra et ophold på Det Danske Institut i Damaskus i slutningen af 2008.
Billetter á 40 kr. kan købes fra mandag d. 9. februar 2009 på Hovedbiblioteket / Disken, Møllegade 1, 8000 Århus C og ved indgangen d. 17.februar 2009, J.M. Mørksgade 13, 8000 Århus C.
Start kl. 19:30.
Arrangører: Bibliotekerne i Århus, Litteraturen på Scenen og Århus Kunstbygning.