Verbale Pupiller udgiver klistermærkedigtsamling til gaden.- reception og oplæsning på LYNfabrikken d. 24. september.
Litteraturen på Scenen afholder for anden gang begivenheden Verbale Pupiller – international festival for ny poesi og publikationsmesse for småforlag. Det sker d. 22-25 oktober i Århus Kunstbygning. Første gang arrangementet så dagens lys var i 2007. I år udvides projektets rækkevidde markant, hvormed vi – udover den oprindelige nordiske fundering – i år præsenterer forfattere og forlag fra Nord Amerika, Tyskland, Frankrig og Østrig.
Som optakt til Verbale Pupiller udgives en digtsamling bestående af 8 tekster trykt på klistermærker. Hertil bidrager fire danske, to svenske og to norske digtere, nemlig: Bjørn Friis Thomsen, Olga Ravn, Rasmus Halling Nielsen, Asta Olivia Nordenhoff , Peder Alexis Olsson, Mathilde Roos, Sigurd Tenningen og Vilde Heggem.
I forbindelse med udgivelsen afholdes torsdag d. 24. september et oplæsningsarrangement som reception for samlingen. Her vil de fire danske bidragydere læse op. Klistermærkedigtsamlingen vil naturligvis være tilgængelig denne aften, såvel som yderligere information om Verbale Pupiller vil blive afsløret.
Arrangementet begynder kl. 20.00, og entreen er 30 kroner.
Det endelige program for festivalen er næsten komplet og vi glæder os til at offentliggøre den imponerende deltagerliste.
Verbale Pupiller – www.verbalepupiller.dk