Litteraturen på Scenen præsenterer en oplæsningsrække, der vil strække sig over de fire første måneder af 2007. Hver gang det bliver den sidste torsdag i måneden vil der således være oplæsning på LYNfabrikken, og hver gang læser tre forfattere op fra deres forfatterskab.
Før, imellem og efter oplæsningerne, vil der være udskænkning i LYNfabrikkens farverige lokaler, samt musik med litterære toner og elementer fra Litteraturen på Scenens talrige arrangementer, heriblandt Lyd + Litteratur. Vi håber at mange vil benytte lejligheden til at opleve og opdage noget god nulevende litteratur.
Vi har sigtet efter at præsentere en række forfattere som sjældent er at finde på scenerne i Århus. Vigtige og vægtige forfattere som fortjener mere opmærksomhed, og som vi glæder os til at vise byen.
Ideen med oplæsningsrækken er at etablere et fast og tilbagevendende publikum, hvor folk ikke blot vælger at komme til et enkelt arrangement, med for dem i forvejen kendte forfattere, men kommer til en hel række af arrangementer, og derved oplever en bred vifte af originale nutidige kunstnere.
Det er en mindre tradition vi her fører videre, eftersom Litteraturen På Scenen i 2004 stod bag en lignende række oplæsninger, dengang på Ris Ras i Mejlgade. En oplæsningsrække der var så succesfuld, at der knap var plads i lokalerne, hvorfor vi har valgt at flytte arrangementerne, til det mere rummelige LYNfabrikken.
Datoer og forfattere for de følgende oplæsningsaftener:
Torsdag d. 22. februar: Lars Skinnebach, Peter Laugesen og Preben Major Sørensen.
Torsdag d. 29. marts: Thomas Hvid Kromann, Lars Frost og Hans Otto Jørgensen.
Torsdag d. 26. april: Peter Adolphsen, Solvej Balle og Eske K. Mathiesen.
Tid: Kl. 20:00
Pris: en aften 30 kr., to aftener 45 kr., alle aftener 80 kr.
***
SOLVEJ BALLE: Debuterede i 1986 med romanen ’Lyrefugl’ der kredser om en kvindelig hovedkarakters rekonstruktion af verden fanget på en øde ø. Derefter kom i 1990 kortprosasamlinger ’&’ der i 1998 blev opfulgt af ’Eller’ hvilke nu findes i en samlet udgivelse, der gennem 10 afsnit udforsker menneskelig erkendelse og væren samt udfordrer tegnstruktur og form, bogen spænder fra digt til kortprosa til miniroman. Imellem kom i 1993 gennembruddet med novellesamlingen ’Ifølge Loven’ der gennem fire fortolkninger af lov-begrebet udforsker almenmenneskelige problemstillinger, rejsen, isolationen og i ligeså høj grad sproget og selve det at fortælle. Senest er i 2005 kommet ’Det Umuliges Kunst’, en bog der forsøger at indfange kunstens væsen i øjenhøjde med den almene læser.
PETER ADOLPHSEN: Debuterede i 1996 med ’Små historier’ der i 2000 blev opfulgt af ’Små Historier 2’. Begge bøger indeholder historier på max. 2-3 sider, historier der bevæger sig lige fra obskure science fiction juleeventyr til Seeberg pasticher til western historier. I 2003 kom miniromanen ’Brummstein’, en bog der med udgangspunkt i en magisk sten fortæller 100 års historie, i noget der ligner en dokumentarisk form hvirvler ud i vidt forskellige menneskers ofte tragiske historier. I 2006 kom ’Machine’, der i opbygning minder om ’Brummstein’, men strækker sig over mange millioner af år, og fortæller historien om hvordan et hestehjerte udvikler sig til olie, der senere forårsager kraft hos en kvinde. Bogen slynger om sig med kemiske betegnelser, der i opremsningen nærmer sig poesi. En overmætning af detaljer der giver en anderledes læseoplevelse. Senest har han proklameret at hans næste udgivelse kommer til at indeholde ikke mindre end 1.000.000 historier.
ESKE K. MATHIESEN: Debuterede i 1972 med ’Resultatet af Emmerlev Undersøgelsen’, siden er det blevet til et utal af bøger i mange forskellige kategorier, fra børnebøger til digtsamlinger. Stilen er lettere surrealistisk, med masser af humor og varme. Eske K. Mathiesen er en af de oversete digtere i dansk litteratur, måske fordi hans bøger er svære at opdrive. Dette har Arena gjort noget ved i 2005, hvor bogen ’ Eske – Forsamlet poesi 1969-2004’ udkom.