Sted: Vogn 1, Godsbanen
Entré: 40 kroner (MobilePay eller kontant i døren)
Der er ikke salg af drikkevarer til arrangementet, men man er velkommen til at medbringe sine egne.
Kig forbi Skrivekunstskolen, når Litteraturen på Scenen dedikerer to dage (15/6 og 16/6) til poesien. Oplev et felt af 10 danske digtere, der favner alt fra det kompakte og sanselige til det poppede og politiske, fra det fortællende og humoristiske til det drømmende og agiterende.
Program:
Rolf Sparre Johansson (f. 1985) har tidligere udgivet de anmelderroste romaner ”Søvn” (2015), ”Begravelse” (2016) og ”Piedestal” (2018).
”Lysets jord” er en bog om at bevæge sig: gennem året, der går, og tiden, der nærmest står stille. I kædesting danner bogens sætninger en vaklende, alvorlig og sommetider lykkelig passage gennem dage så langstrakte som motorveje, pizza i parken, arbejdsløshed, angst og håb. Bogen er en sitrende række digte, som med humor og klarsyn står som en række enestående billeder på, hvordan det er at være uden for samfundets fællesskab og i stedet søge forbindelser til naturen.
Liv Ea (f. 1999) skriver sig ind i den højaktuelle, danske klimapoesi med en legende tilgang til poesi og med en dybfølt naturbegejstring.
”Man falder ind i verden” – sådan begynder Liv Eas digtsamling ”lys bliver til løv”, som er skrevet med saks. Alle ord i digtene er sakset fra Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblade og siden sat sammen på ny til en personlig naturpoesi, hvor det vrimler med vilde og forunderlige billeder. Det er, som om digtene har kriblet og krablet i Liv Eas fingre.
Marie Trier Schleidt (f. 1996) er forfatter og billedkunstner. ”VI” er hendes debut.
Digtsamlingen handler om at føle sig fremmedgjort og om længslen mod noget andet. Den handler om systemer, fællesskaber og konflikter. Den handler om hjem.
”VI” er anmeldt til fem hjerter i Politiken.
Tine Høeg (f. 1985) brød igennem med ”Nye rejsende”, som hun modtog Bogforums Debutantpris for. I maj 2020 fulgte Tine Høeg debuten op med ”Tour de chambre”, der er solgt til udgivelse i Sverige, England og Tyskland. I kølvandet på udgivelsen modtog hun Edvard P-prisen for sit forfatterskab i 2020.
Hun er aktuel i juni med bogen ”Sult”.